24 helt unikke regnbuekravlenisser der vækker glæde og latter i det julepyntede hjem med deres humoristiske og glade udtryk krydret med lidt frække undertoner. De er oplagte som kalendergave, værtindegave, mandelgave, julegave eller en gave til dig selv.
Direkte til et godt formål i det danske regnbuemiljø.
Kravlenisserne er trykt på 260 grams kraftigt papir, og leveres indpakket i cellofan sendt i en forstærket kuvert.
Sebastian Soelberg
Med tegneserier i det danske homobladet Out and About og reklamer for diverse homobarer i København, har Sebastian Soelberg igennem de sidste 15 år med karakteristisk streg vist regnbuemiljøet gennem hans optik - og nu er tiden kommet til at give den danske klassiker kravlenissen et regnbuetwist.
Da de første regnbuekravlenisser i september 2020 blev delt på sociale medier, blev det tydeligt at folket krævede dem! Ikke bare digitalt, men trykt! På godt karton, pakket nænsomt og fremsendt til deres bopæl, med et smil og med støtte til et godt formål. Det oprindelige sæt regnbuekrevlenisser er det du ser ovenfor på denne side.
24 kravlenisser med et kækt og frækt glimt i øjet blev solgt sætvis via Facebook, og det betød, at foreningerne LGBT Asylum og Kafé Knud samlet blev støttet med mere end 46.000 kr. i 2020.
Kravlenisser skal være frække
Kravlenisser er en dansk tradition, der startede i 1947, da tegneren Frederik Bramming tegnede de første to ark, som blev en stor succes. Da de første regnbuekravlenisser tegnet af Sebastian Soelberg blev solgt i 2020, blev de sendt til modtagere over hele verden. Fra USA til Sri Lanka – og naturligvis – julemandens eget hjem Grønland.
Kravlenisser har altid været frække, og deres drillende væsen har fået et regnbuetwist af Sebastian Soelberg. De viser tydeligt deres oprindelse i LGBT-miljøet – eller under regnbuen – som vi foretrækker at sige. Deres udtryk er enten drillende eller med et erotisk strejf, som dog ikke er mere eksplicit, end at de kan gøre sig i et hvert hjem, hvor de vækker glæde og latter.
Den 9. december 2021 blev Sebastian Soelbergs regnbuekravlenisser dansk kulturarv, da de blev optaget i Nationalmuseets samlinger efter henvendelse fra museet.